Mugge og vejfesten: for barnlige sjæle, men ikke for børn.

Var i biografen igår, med fruen, og 2 “lånte” børn på hhv 8 & 13 år. Valget af film var let nok, når man tager udbudet i vores lokale biograf – men naturligvis havde jeg regnet med, at filmen ville underholde. Og det gjorde den. Altså underholdt mig.

Men pyt nu med det, for naturligvis går jeg ikke ud fra, at jeg er målgruppen. HVIS jeg er, så er alt jo ok. Men “mine” medbragte børn var ikke de eneste. Og det var ikke bare weekendfædre/mødre, der søgte underholdning en lørdag eftermiddag et par timer.

Og så rejser spørgsmålet sig; er filmen for børn ? Personlig mener jeg nej. At forældrefigurerne er karikeret helt ud i det yderste hul i bæltet er én ting, men at hele 2 børn får “held” til at afværge dels truende konkurs for den enes fars tvivlsomme virksomhed, og dels – for hovedpersonen – at få sine forældre til at opgives deres skilsmisse, er naturligvis en god og underholdende afslutning på filmen.

Og – hvis man så bare husker at filmen er en satirisk karikatur på samfundet, og især (!) på de voksnes problemer – ja så går det jo nok alt sammen.

Det ville være mere foruroligende, hvis børnene blev efterladt med det indtryk, at alt (!) var muligt, hvis man “bare” tager alle midler i brug, inklusive grådkvalte “taler” til de implicerede voksne.

Back On Track.

Så har jeg snart “brugt” mine 2 første månedskort som pendler – efter 5 års pause. “Brugt” er nu så meget sagt, for selvfølgelig har der været en udvikling i den tid, hvor jeg ikke har brugt offentlige transportmidler hver arbejdsdag, ud og hjem, 250 dage om året.

Naturligvis har man ikke længere et månedskort – man har en app. Og i den app kan man forny sit Pendlerkort – som det nu hedder – man kan tilkøbe andre rejser, og man skal følge afgange, alt sammen ganske fikst.

Og togene har nu internet, så jeg skal – for det meste – ikke kæmpe med modems og mobiltelefoner, men blot logge på. I mit lokaltog fungerer det så og sige næsten altid – vælg, og bang, så er man på. Hos DSB skal man først lige acceptere nogle småkage, og så virker det også, oftest, men ikke altid.

Når jeg nu så kækt siger togene har internet – ja så passer det ikke helt. Nogle afgange har IKKE, men i rejseplanen beskriver man så fint en “mulighed for internet” – som jeg så bare har lært at kigge/planlægge efter.

Og ja – henover sommeren er måske ikke det bedste tidspunkt at begynde pendleriet på, for så er der banearbejde, og sommerkøreplan, og andet godt, der kan forlænge pendlerrejsen. Men overordnet set er jeg tilfreds.

For ja – lige nu skal jeg enormt tidligt afsted – men det er jo lyst tidligt, så ok. Både skinner og det kørende materiel skal repareres/vedligeholdes, så alle forbliver glade. Det er ok.

Og ja – en gang imellem kommer der enten en skade, materiellet får en fejl, eller en lokofører dukker ikke op, og sådan er det. Altsammen ok, og til at leve med.

Mit lokaltog er for det meste et IC4 (fordi der er internet), og jeg kan nu godt forstå den meget snak om hvor elendigt et tog det er. Bevares, det er MEGET fine sæder, og der er MEGET god plads til benene – hvis det altså ikke var for den forbandede fod-skammel-jern-pind, der sidder undersædet foran dig. Men OK, dén kan bruges til tasken, og så får det nok. Mine armen kan godt nå min bærbare, men der er godt nok langt. Ved de faste borde går det lidt bedre – hér gør armlænene stor lykke, syntes jeg.

Alt i alt kører det, og vigtigst af alt – det kører på skinner ! Ikke længere trafikkø i bil – bare fordi man vil holde på sin ret – sit rat, om du vil. Dén spildtid savner jeg ikke.

Jo – det kunne sagtens lade sig gøre at køre i bil – men hvorfor dog ? Ville det spare i den tid, jeg TOTALT er væk hjemmefra – jooo, det ville det måske nok – men hér kan jeg nu sidde og få lidt arbejde fra hånden – få læst indlæg elektronisk – ja sågar fysiske papire kan man få læst, og det er jo herligt.

Så er der musikken – jeg kan igen få hørt nogle af de gamle hit, og få købt noget nyt. Dog er jeg med selve flytningen også blevet opmærksom på min gamle pladespiller, som der nu er plads til – og jeg har sågar købt en helt ny plade – på vinyl !!

Det er meget tid, som jeg er væk hjemmefra alt i alt – og klart mere, end da jeg i 5 år boede 20 minutters bilkørsel fra arbejdspladsen. Men cykelturen til stationen om morgenen – og dét at observere hvordan landskabet bevæger sig uhindret forbi togets ruder – ja det er en fornøjelse.

Og så er der alle menneskene – men det er en helt anden historie 😉

Danskere, og deres opførsel.

Bryllupsdagen blev fejret behørigt med udflugt til Jyskland, med overnatning og koncert med en af fruens favoritter. Det var nu heller ikke det værste, at Dizzy var opvarmning !

Ja – det var i Horsens, ved det tidligere fængsel, udendørs, med mulighed for regn, blæst – og ikke det varmeste vejr. Samt en lille halv times kørsel til overnatningen, så kun et begrænset antal fadøl. Men ok – en runde golf på Juelsminde om søndagen før returrejsen lunede da også. Og så var det lige det med Danskerne, og deres opførsel.

Det skal siges, at min bedre halvdel ikke er den store koncertgænger – men til gengæld er hun stor fan af aftenens hovednummer – Lenny Kravitz. Så hun var klar. Hun vil helt op og se ham i øjnene. Og naturligvis indtog vi så pladser en ca 5-8 meter fra front, næsten center, og var klar – allerede da Dizzy gik på. På den måde mente hun også scene kunne læ, hvis det skulle regne.

Men det holdt fint tørt – kun de lejlighedsvise, og vel nærmest uundgåelige ølskvulp gennem luften. Tim & Co skuffede ikke – nøj, hvor de dog imponere på så nært hold.
Og teknikken har altså forandret sig enormt gennem årene – ikke længere kilometer af kabler, lydcheck osv. Ændringen til Lenny’s setup var overstået på en time – imponerende !

Og så var der lige det med Danskerne og deres opførsel. For det første var vi begge overrasket over de Jydske Kwinders sprogbrug – og deres mangel på at kunne forstå andre – måske det er noget med sproget. Og så var der – som altid – lige de 2-4 tosser, der ALTID skal på tværs, for at hente øl, eller tisse, eller noget 3. Men så kom fruens bemærkning, der faldt på tør jysk hede: “Hvorfor kan vi ikke høre når de klapper med nede bagfra?!” Jeg måtte se mig om, og vurderede, at de 5-10.000 tilskuere jo stadig var der, men måtte give hende ret – der var ikke meget gejst at hente i det jydske den aften.

Nu var det min første koncert med Lenny, men det slog mig, at han er et meget følsomt menneske, der gerne vil have samspillet med publikum – han nævnte det selv fra scenen flere gange, og ja, det var lidt pinligt, når man (som jeg) ikke kunne synge med.
Men det havde jeg jo håbet på ville forsvinde i de andre publikummers skønsang.
Men nej – der var sgu ikke meget at hente i Horsens den aften !

Ærgerligt – og jeg vil gerne have lov til at stemme i. Publikum den aften (og sikkert andre før denne, men ærligt, jeg plejer at have en fest, så SÅ meget lægger jeg ikke mærke til det) opførte sig som de enten var hos tandlægen, eller havde bilen til service. Og når man gør det – ja så forventer man professionel og ordentlig behandling. Og det fik de. Både af Dizzy, og af Lenny. Og så heller ikke mere. Men bag række 10 stykker så de sgu heller ikke ud til at hygge sig. Man skulle da ellers tro de vidste de mindste om opførsel.

Hvis man udelukkende vil have en professionel og faglig god behandling, ja så kan man få det af de musikere, der som fx Tim Christensen er professionel til fingerspidserne.
Men hvis man så skal overvære en performer som Lenny – ja så kan man naturligvis forvente, at han leverer varen. Men for at kunne give mere, ja så kan man da i det mindste godt udvise lidt entusiasme, lidt gejst eller bare lidt begejstring. Eller ? Nix.

Givet – en gang imellem møder man så top-professionelle bands/performere, der leverer varen, og intet mere. Jo, de kan da både juble, og agere begejstrede, og de har ALDRIG mødt et bedre publikum end dette – men 2 sæt, 2 ekstranumre, og resten af pengene i banken.

Sidst jeg oplevede det var med Metallica – sjovt nok også i Horsens – og det var godt, men jeg fik liiige nøjagtigt hvad de havde bestemt jeg skulle have – nix weiter. Og så kunne vi råbe og skrige eller bare gå hjem – ingen forskel der. Og nej – også dengang var der ikke den vilde opbakning, men vist nok lidt flere mennesker, så vidt jeg husker. Måske er det Horsens, og ikke bare publikummer generelt – men altså: en af de bedste koncerter var med Annihilator i Pumpehuset – men ikke oppe i salen – nææ nej: det var i forhallen, under trappen ! Vi var måske – MAX – 100 mennesker, og nøøjjj hvor det gyngede. Scenen var ca 10 cm høj, og man kunne LUGTE dem.

Se DET var en fest, hvor både band og publikum overgav sig, og spillede over evne. Sådan en oplevelse kan man godt få – hvis man gider ofre sig lidt, og gå IND i kampen.

Det er NU !

Overhørte en journalist i DR igår kommentere på de manglede røde faner i Fælledparken igår til 1. Maj-arrangementet. Lyttede som sædvanligt kun halvt, da jeg efter mange år har vænnet mig fra at høre noget selvstændigt og relevant fra journalisternes side.

Men jeg må da sige, at jeg glæder mig til at mikrofonholder-perioden forhåbentligt snart slutter. Jeg GLÆDER mig til, at #dkmedier og danske journalister i de igangværende valgkampe tager initiativ til at stille spørgsmål.

Alle #dkpol – altså danske politikere, valgte eller wannabees – SKAL udfordres, og udspørges. Det har siden Systemskiftet i 2001 være for let, og for nemt at kunne diktere og tale frit fra eget fad – UDEN at møde argumenter, meninger og holdninger imod.

Misforstå mig ikke – yttringsfrihed er naturligvis grundlæggende (!), men ALLE (!!) har samtidig ret til at sige enten fra, eller til. Og I for mange år har alt for mange #dkpol ‘s har frit spil, hvilket har sat sine spor.

Se nu bare på den samfundnedbrydning, som DF og dets agitatore har medført. Bevares – det har været en game-changer, og det er aldeles ikke u-intelligent gjort. Men når nu et decideret ondt menneske “får lov” til at udsprede sin modbydelige galde, der (hvis man analysere det reelle indhold i tiaraderne) for LOV til at stå uimodsagt – ja så er det nok.

Jeg har sagt det før – vi nærmer os en situation sidst set i Tyskland i 1930’erne, og det kan altså gå ligeså galt, som det efterfølgende gjorde i Europa.

OG (nu er jeg tilbage til starten) hvis man heller ikke længere har noget at samles om – røde faner, eller en følelse af at være sammen om noget – ja så er der virkelig ikke ret meget tilbage at kæmpe for. Alle kan naturligvis blot sige deres, og stemme som de vil.

Uden omtanke for fællesskabet, og samhørighed i samfundet. Til alles bedste. EU – som var fredens projekt i Europa efter krigen mellem ideologierne – SKAL have din opbakning, og din fulde opmærksomhed, for SAMMEN kan vi gøre alt. Alt !

Og ja – DK skal også vælges i en mere samlende retning, end vi i de seneste år har være vidne til. Vi skal ikke alle ud med røde faner, men det er på tide at slå fast, at det altså ikke er “mig først”, men “1. maj” vi lige har overstået. Vi har meget, som vi skal gøre.
Lad os samles fx om miljøet, og lade dette diktere udviklingen i landet. Og gerne i EU.

Glem nid, missundelse, frygt og de onde egoister og populister, der kun vil sig selv, og brug denne næste valgperiode til at samarbejde – med alle, FOR alle. Gør det grønt.

SÅ går jeg i valg-hi.

Det blev nu – det blev idag. Min egen helt personlige boykot af det forestående, men endnu ikke annoncerede valg til Folketinget i Dannemark, begynder idag.

Jeg har fjernet kolonnen med “Folketingskandidater” (tak @BayMads) fra min TweetDeck, og planlagt mine øvrige aktioner i forbindelse med valget, når det nu kommer: det bliver en brevstemme fra mig ved første mulige lejlighed. Derefter vil jeg påføre mig min “jeg HAR brevstemt – spar dit valgflæsk”-badge. Dette primært for at de mange #dkpol’s kan kaste sig over andre potentielle vælgere.

Har overvejet en ny badge med teksten “Min blanke brevstemme er sendt – gå væk”, den vil jeg få lavet snarest. Der findes simpelthen ikke en politiker i landet, som jeg vil vise min tillid, og give mit mandat til. Sådan er det bare.

Men min stemme bliver afgivet, registreret, og kendt ugyldig. Så har jeg udtrykt min mening overfor det danske folkestyre, og så må det blive, som de andre vælgere bestemmer.

I mellemtiden vil jeg fortsat læse, studere og måske debattere med indlæg i kolonnen “Valg EuropaParlament 2019” @ernstpoulsen, det er dér kræfterne skal sættes ind.

SÅ blev man ramt –

LIGE midt i, en mørk morgen i januar. Ramt af avisen, der med sin forside, og den tilhørende underoverskrift først ramte mig på forfængeligheden:

Nu er selve teksten ikke offentlig tilgængelig, men €, dvs. bag en PayWall, hvor man skal have adgang med sit løsen. Det har jeg naturligvis, men vælger dog at citere fra avisen idag 170119 @kristeligt.

Sagen er i dette tilfælde om Vor Lille Leders udspil, sundhedsudspillet fra @regeringDK, men egentlig mere om glæde ved ord, ved god journalistik, der overrasker, og må få læseren til at indrømme. Indrømme over for sig selv, at dét ramte mig ganske godt.

Naturligvis er det ubehageligt at blive ramt lige midt i ens sårbare og bløde politiske midtervælger-mellemgulv, for det gør ondt ! Det går – efter gennemlæsning og eftertanke – ikke i det politiske hjerteblod, men det rammer, og den ros skal journalisterne have.

Og altså – underoverskriften var

“Lars Løkke Rasmussen (V) har med sit sundhedsudspil fundet et område med en sjælden grad af enighed mellem regeringspartierne og Dansk Folkeparti og kant til Socialdemokratiet. Men at nedlægge de politisk valgte regionsråd appellerer næppe til de bløde midtervælgere, som afgør næste valg”

Det er en god analyse, godt skrevet, og med mange interessante punkter. Og ja – jeg følger mig ramt i min ‘bløde midtervælger’s politiske identitet. Og med rette. For jeg ER nok ikke så interesseret i hele polimikken omkring nedlæggelse af regionerne.
Faktisk er jeg forholdsvis ligeglad, men naturligvis irriteret over den kendsgerning, at man med denne – viderudvikling er måske et mere neutralt ord – af sundhedsvæsenet og administrationen heraf.

Jeg er overvejenden ligeglad, men nyder beskrivelsen af ‘projektets’ politiske konsekvenser, og erkender, at det lander et sted, der ganske rigtigt både hører til på den borgerlige fløj – OG er – anderledes følsomt for partierne til venstre for midten.

OG bliver stadig ramt af formuleringer som fx “Problemet for regeringen er, at selv om sundhedsudspillet kan forene de borgerlige partier, udfordrer det samtidig den gruppe af bløde midtervælgere, som gerne krydser midterlinjen, når de stemmer. “

Avisens leder gør det heller ikke bedre. Også den er bag PayWall (€), men rammer stadig lige midt i min ‘bløde midte’ med formuleringer som denne:

“Al tvivl må komme en fremtidig model til gode, men det er værd at minde om, at politikerfrie topledelser i offentlige virksomheder langtfra altid har borget for succes. Se bare på DSB og det, der engang var post-væsenet.”

Bevares – lad os da bare vente og se, men hvor ER der rart at få lige netop DE sammenligninger på bordet – nu breder der sig et lidt varmere følelse i den bløde midte hos mig.

@sophieHandersen taler desuden om it-delen af sundhedsudspillet –  Sundhedsplatformen – i radioen lidt over 7 på vej til arbejde, og fremhæver  (tak Sophie), at meget af det Vor Lille Leder sagde herom faktisk var identisk med det, han fremførte tilbage i 2005, hvorefter hun med at tale godt om hendes produkt. Fred nu være med det – grunden til jeg medtager dette er primært for at slå fast, at der ikke er noget interessant for mig i sundhedsudspillet – og måske ikke meget nyt.

Hvad der som sagt VIRKELIG rammende – og Kudos til skribenterne på @kristeligt for det – er identificeringen af mig selv, rent politisk. Men i det mindste er jeg en af de “bløde midtervælgere, der afgør valget”. Hvis jeg altså kan bære det ansvar.